Uddrag af Smukke & lille skat

Fortsættelse af forordet fra forsiden:

Nu giver jeg historien videre. Så den kan genfortælles, gøres større eller mindre, få sit eget liv. Det er ikke længere nødvendigt, at det kun er min. Jeg vil gerne dele, blive klogere, vise at en stemme kan have stor magt. Magt til at vælge, magt til at ændre liv.
Jeg er glad for at have fået min stemme tilbage og glad for at kunne give min søster en stemme, også selv om det er en historie om svigt, overgreb og mangel på omsorg. For måske kan den her bog give dig, der læser, lyst til at vælge livet, træffe de rigtige beslutninger, ikke være bange for, hvad de andre tænker, men give dig modet til at sige det højt, der bor inden i, der på det mørkeste sted. For alle stemmer har værdi, også din. Det her er en glad bog.

Sommerfugl

“Du sku’ ha været narkoprostitueret på Vesterbro!”
Jeg kommer til at tænke på dengang, hvor jeg sad i en bus sammen med en masse kollegaer på vej til fest. Vi kørte gennem Skelbækgade på Vesterbro. Jeg undrede mig højlydt over, hvorfor dælen folk kørte så mærkeligt her. Jeg vidste slet ikke, at der stod prostituerede andre steder end på Istedgade. Jeg er fra Nørrebro, jeg kender ikke Vesterbro. Det må have været i 2000 eller 2001, så må jeg have været … fuck, jeg er dårlig til at regne … omkring 35 år … nej, 33 eller 34.
“Pia …”
Jeg sidder i et lille hvidt værelse, pyntet med puder, tæpper og smukke billeder i varme farver. Jeg kan høre trafikstøjen, byens larm. Min terapeut er en lille trivelig mand, lidt ældre end mig, rolig og med et skarpt blik. Jeg synes, at jeg har tillid til ham, at vores samtaler er interessante og intelligente. Alligevel bliver jeg nogle gange ukoncentreret, måske er samtalerne ved at gå lidt i ring?
“Jamen … jeg ved godt, at jeg er heldig …”
“Det handler ikke om held.”

“Men se min søster, se hvad hun har formået … jeg sidder her …”
“Jeg kender ikke din søster, jeg kender dig. Og du har et særligt lys omkring dig … Pia, du stråler. Hvorfor slapper du ikke af, og bare gør det, du kan?”

Forfatter Pia Ryding - Smukke og lille skat

Jeg kigger på terapeuten. Hvad mener han? Gør det jeg kan? Jeg kan jo ingenting. Ingenting. “Pia … prøv nu at lytte … jeg har fået supervision på den sidste session. Den, jeg optog på video. Jeg bliver superviseret af nogle virkelig dygtige kollegaer, og de mener, at der er en masse, du fortrænger.”
“Det tror jeg altså ikke, at jeg gør …”
“Jeg har overvejet, om det er nogle af de fortrængninger, der gør, at du sidder fast.”
Jeg kæmper for at blive i nuet, for at blive i dialogen. Hvad mener han med fortrængninger? Jeg kan sgu da huske det hele. Alting. Jeg ser terapeuten skæve til uret. Jeg troede, dialogen var interessant, måske lidt langsom, men det er den åbenbart ikke, altså interessant.
“Jeg har talt om det så mange gange … jeg orker ikke at tale om det igen. Det er så ligegyldigt, så længe siden …”
“Jeg ved det godt, men vi har slet ikke talt om det.”

Terapeuten lægger tryk på vi. Det er rigtig nok. Jeg tænkte, at det ikke var nødvendigt med den store historie, at jeg er kommet videre. Jeg har selv valgt terapeuten, men jeg orker ikke rigtigt at bruge penge på at vade rundt i barndommen igen, så interessant er den altså heller ikke. Og det er ikke sandt, hvad han siger. Jeg husker alting … eller jo, der var noget, der kom frem undervejs hos de andre terapeuter. Men nu husker jeg alting.
“Pia … kan du ikke overveje, om det ikke er en god ide at bruge et par sessioner på nogle af de ting … eller du kan skrive noget og sende det til mig inden næste session … hvad tror du, vil give mest mening?”
Jeg har lyst til at skrige fuck dig, jeg gider ikke bruge tid på det lort. Men jeg bliver nødt til at svare ordentligt.

“Jeg tænker over det … “
Jeg tror, at jeg noget liggende. Jeg sendte noget til hende den sidste terapeut, jeg snakkede med. Det kan ikke have været en mail, det var ikke hendes stil. Jeg ser brevet for mig; jeg kan se det hvide papir, de sorte bogstaver, afsnittene og fonten. Jeg finder det.
“Jeg sender noget til dig.”
“Helt fint, det glæder jeg mig til … vi skal til at slutte nu …”
Det må nu alligevel have været en mail. Heldigvis sletter jeg aldrig noget. Jeg kan lige så godt finde den frem, så snart jeg kommer hjem; enten kommer jeg til at gå og tænke på det, eller også så glemmer jeg det, helt. Så jeg kan lige så godt få det gjort.
Terapeuten rækker mig et stykke papir. Han har skrevet fire sætninger ned til mig “Jeg vil ha’ mit eget liv.” og “Jeg giver slip på ensomheden” … jeg bliver distraheret af, at der er punktum efter den første sætning, men ikke efter de andre.
“Pia.”
“Ja …”
“Vi har en tid om tre uger, er det ok eller har du brug for mere tid?”
Jeg ryster på hovedet.
“Jeg vil gerne have det, du skriver, senest tre dage før, er det ok?”
“Ja, ja, det er fint nok”
“Husk nu at sende noget til mig!”
“Det skal jeg nok. Vi ses.”

Jeg skynder mig at gå. Nu kan jeg huske det, mailen var skrevet som en slags familietræ. Min familie er rodet, far, mor, bror, søster, som kun er halv, stedfar. To farmødre og brødre som ikke er mine. Hvor er den mail? Nej, det var et brev. Jeg sendte det til hende, lagde brevet i en kuvert og kom frimærke på.
“Undskyld …”
Jeg støder ind i en mand. Jeg går helt i mine egne tanker. Jeg orker ikke, orker ikke at vade rundt i den barndom. Synes jeg har gjort det så mange gange før, synes den er afklaret, at det er for sent. Jeg troede, at jeg slap denne gang. Og alligevel … jeg har jo ikke styr på en skid. ~
“Kan du ikke bare skrive noget? Du kan stille det op i år … sådan, 1967 blev født på Nørrebro, Skt. Josephs hospital, 1969 fik en bror, 1975 fik en søster?”
Jeg sidder ved spisebordet med min computer, min mand er i gang med at lave mad. Min mands forslag er håbløst, jeg kan ikke huske, hvornår noget skete … ja, selvfølgelig kan jeg huske, hvornår jeg blev født. Men det er vel ikke det, terapeuten vil have?
“Jeg kan godt li’ det med kronologien, jeg er bare ikke sikker på, at det er sådan, jeg husker … og er det ikke ligegyldigt, hvornår jeg er født? Og hvad så med alt det uden om? Den sorte firkant, hvid arbejderklasse, ikke noget med ungdomsoprør og hippier, nøgne kroppe og spraglet tøj, men hårdt arbejde, øl, kød og kartofler og …”
“Jeg ved det ikke, det var bare et forslag.”
“Ved du, hvordan du husker?”
“Er det ikke lige meget, det er ikke mig, der skal skrive!”
Hmm … husker jeg i billeder, film, farver, sort/hvid? Med følelser og lugte?
“Jeg husker i farvebilleder. Ingen lyde, stemmer eller bare noget, der ligner. Der er helt stille!”
Min mand kigger på mig, som om jeg er faldet ned fra månen, så smiler han.
“Det er okay, skat”

Det er underligt, det med stilheden, for jeg har et ret stort repertoire af 70’er dansktophits og musik i hovedet. De dukker især op, når der er noget, jeg ikke vil høre. Diskussion med børnene, så kører den “lille sommerfugl … flyv fra skjul til skjul …” eller “… han var kvik, og han var vaks …” Nogle gange skal der bare et ord til, så kører musikken. Desværre lyder det ofte forfærdeligt, når det skal ud, som halve lyde og underlige melodier. Til fællessang, morgensang, og når jeg ser X-faktor, har jeg to lydspor. Det, der synges, og det, jeg hører. Det kan næsten gøre ondt.
“Jeg tror, jeg forsøger at starte fra en ende af … så må jeg se, om det hænger sammen.”
“Lyder godt. Gider du dække bord?”
Min mand er forsvundet fra samtalen, han er i gang med at stege bøffer. Jeg trækker vejret helt ind og skal til at gå i gang, fjerne computer, tage tallerkener frem, og så er de der. Polaroidbilleder, der hænger på en lysebrun, glat tørresnor, sat fast med træklemmer. Min barndom. Jeg kan se de første billeder, lejligheden, som vendte ud mod baggården, min fars værksted.
“Så er bøfferne klar, tager du lige mælken frem?”
Min mand stiller en tallerken med bøffer foran mig. Lugten af de stegte bøffer blander sig med lugten af de friske høvlspåner i min fars værksted.

Køb bogen her