Fra artiklen:
»En ting er det egentlige overgreb, noget andet er alle de der lag af utryghed og angstskabende situationer, man hele tiden ender i. Det lå som en konstant frygt i mig at skulle være i rum med ham eller alene med ham. Det var ham, der læste godnathistorier, og jeg tænkte hele tiden, bare han ikke kysser mig godnat,« siger hun.

»Min stedfar var en venlig mand«

OPVÆKST. I sin kommende bog fortæller debutforfatter Pia Ryding om en opvækst med omsorgssvigt og seksuelle overgreb på Indre Nørrebro. På trods af omstændinghederne insisterer forfatteren på, at det er en positiv fortælling.
Af Simon Reenberg, sre@minby.dk

DE VOKSNES VERDEN: Min stedfar står på et ben og tæller til ti. Han tæller hurtigt, det er lidt snyd. »Nej, jeg vinder. Jeg bestemmer, at du skal tage bukserne af.« Min stedfar kigger på mig med sine blå øjne, mens han siger det. Det er lidt underligt, men jeg gør det.

‘Smukke og lille skat’ er en roman baseret på virkelige hændelser. Virkelige hændelser på Indre Nørrebro. Virkelige hændelser om en lille pige, der blev seksuelt og mentalt misbrugt af sin stedfar.

Der var tre børn i den sammenbragte familie. Pia, hendes to år yngre lillebror og hendes 8 yngre lillesøster. De manglede ikke noget økonomisk og bortset fra en uskøn skilsmisse, var der ikke noget at se.

»Min stedfar var en sød og venlig mand. Han var omsorgsfuld. Det var ham, der kørte os til lægen og den slags ting,« siger Pia Ryding.

Frygten var konstant

Scenen fra toppen af artiklen blev, så vidt Pia Ryding husker, første og eneste gang, at hendes stedfar misbrugte hende seksuelt.
Men frygten for en gentagelse var allestedsnærværende.

»En ting er det egentlige overgreb, noget andet er alle de der lag af utryghed og angstskabende situationer, man hele tiden ender i. Det lå som en konstant frygt i mig at skulle være i rum med ham eller alene med ham. Det var ham, der læste godnathistorier, og jeg tænkte hele tiden, bare han ikke kysser mig godnat,« siger hun.

Stedfaren forsøgte senere at gøre tilnærmelser. Blandt andet på en tur til Paris, hvor Pia Ryding og stedfaren var alene afsted. Det var en erstatning for Pias konfirmation, som ikke blev til noget, fordi hun fik sukkersyge.

»Min mor sagde ja, for det ville hun ikke kunne give mig. Og jeg blev bare glad. Det virker jo helt sindssygt i dag,« siger hun og fortsætter.

»Vi kommer ind i det her værelse, hvor der står en seng. Da vi ligger i sengen, tager han armen ind under min dyne. Jeg rejste mig og gik på ud på toilettet og låste døren. Så sad jeg der krøllet sammen i det ene hjørne og ventede på, at han ville falde i søvn,« siger hun.

Hvorfor tog du med på den tur?

»Først og fremmest var det ikke et spørgsmål, om jeg ville eller ej. Og på det tidspunkt lod jeg som om, at overgrebet ikke var sket. Jeg ønskede jo selv, at det ikke fandtes,« siger hun.

Min mor gjorde sit bedste

Pia Ryding fik at vide af stedfaren, at det var en hemmelighed, og hun fortalte det ikke til nogen. Hjemmet og familien var generelt præget af tavshed, så det var ikke unormalt, at der ikke blev talt om tingene.
Spurgt til om hendes mor har vidst det, svarer Pia Ryding, at hun ikke ved, om hendes mor var klar over, hvad der foregik.

»Hun gjorde det så godt, hun kunne. Og så bliver jeg så ked af det, når jeg siger, at det var bare ikke godt nok,« siger hun.

Pia Ryding ender som 20-årig med at fortælle om hændelserne til sin mor, som på det tidspunkt havde fået en ny mand.

»Min mors første reaktion var: “Er du sikker på, at det ikke var din far«. Det var Pia Ryding sikker på.

Moren og hendes nye mand tog derefter over for at hente Pia Rydings lillesøster, som boede alene sammen med sin far, som var den samme mand, der havde krænket Pia Ryding. Det viste sig efterfølgende, at lillesøsteren havde været udsat for ting, der var endnu værre end, hvad Pia Ryding havde oplevet.

En god historie

»Dette er en glad bog. Det er en bog om at ville kæmpe, overleve og vinde«.

Sådan indleder Pia Ryding forordet til sin bog.

Bogen er ifølge forfatteren ikke skrevet for at få hævn eller for at hænge nogen ud.

»Min søster og jeg har et mål med det her. Det er, at vi kan hjælpe andre, der har det, som vi havde det,« siger hun.

Begge søstre har et godt liv i dag. De har accepteret, hvad der er sket, og de lever med det.

»Der er tale om mange børn, som oplever det her. Det foregår også i helt almindelige hjem. Vi kan godt lade som om, at det her kun foregår i socialgruppe 28. Men det foregår alle steder. Og de her børn ved ikke, hvad de skal gøre med det. Man skal turde spørge og turde tale om det. Det havde hjulpet mig,« siger hun.

Se artiklen her.